Romantisk byhave i Tåstrup landsby
Haven er smukt designet med stramme linjer og frodige bede, hvor planternes blomstring afløser hinanden gennem sæsonen.
Lotte Algreen åbner sin frodige og romantiske byhave med roser, græsser og mange forskellige insektvenlige stauder samt en urtehave, som er anlagt i højbede foran huset. Der er hjemmebygget drivhus, farverige, blomstrende bede i rosa, vinrød, lilla og abrikos nuancer og mange siddepladser, bl.a. en stor terrasse overdækket med vinplanter. Haven er smukt designet med stramme linjer og frodige bede.
Gennem sæsonen skifter bedene, så løgvækster, stauder og græsser afløser hinanden. Derfor besøger vi haven både i juni, hvor roser, prydløg, digitalis og pæoner er på højden - og igen i august, hvor solhat, sankthansurt, floks, asters og prydgræsser har taget over.
Parkering på Høje Tåstrup Gade ud mod Roskildevej, 2630 Taastrup.