Besøg i Kirstine Hindhedes eksperimenterende have
Er du nysgerrig efter at se vand i haven, variation i træer, buske og stauder kombineret med et- og toåriges selvsåning?
Så overvej en havevandring i Søborg onsdag den 24. september kl. 17-18.30 hos Kirstine Hindhede. I haven eksperimenteres og laves forsøg, imens der stiles efter at flytte skønhedsopfattelsen en anelse fra det stramme, styrede mod det lidt mere skødesløse, frodige udtryk.
Familien har en dagligdag med fuld beskæftigelse, så hvordan plejes haven med mindst mulig indgriben?
Hvilke tanker ligger bag vandindslag, plantevalgene, og hvilke overvejelser gøres der i en periode med markante klimaforandringer? Det er eksempler på spørgsmål, der kan drøftes under besøget.
Kirstine Hindhede arbejder bl.a. som landskabsdesigner og vægter æstetik og omsorg for omgivelserne som to faktorer, der indbyrdes fremmer hinanden.