Besøg åben have og 100 års jubilæum i Københavns Skolehaver
KØR SELV arrangement til åben have i Københavns Skolehaver, som giver københavnske børn og unge unikke haveoplevelser.
Danmarks ældste aktive skolehave, som nu fylder 100 år, ligger på Bispebjerg og er på 30.000 m2, godt gemt imellem Bispebjerg Hospital og Lersø Parken. Haven har som en af de få, overlevet at de mere end 200 skolehaver over hele landet stort set forsvandt i løbet af 1960'erne, hvor haverne blev omdannet til byggegrunde.
I 100 år har københavnske børn haft mulighed for at lære havebrug og dyrke egne afgrøder. Først som en del af den obligatoriske undervisning, senere også med mulighed for at komme og 'gå til have' i fritiden.
Haven rummer mange afdelinger med dyrkningsjord, væksthus og krat, men også flere små aflukkede haver som rummer magien og muligheden for at opdage en hemmelig have.
Skolehaverne på Bispebjerg, som drives af en almennyttig forening er et lærerigt eksempel på hvad vedholdenhed, en visionær tilgang til fremtiden, engagement og haveglæde kan udvikle. En stor del af havens aktiviteter er drevet af frivillige.
Sæt derfor et stort kryds i kalenderen fredag den 13. september kl. 15 – 19, for her skal vi fejre skolehavens 100-års jubilæum med et brag af en fest og med manér. Vi får både fint besøg af byens børn, og af overborgmesteren som planter et træ og en helt særlig teaterforestilling med krible krable verdenens flyvende prinsesse, Dorthe Abrahamsen.
Vi åbner havelågerne til vores magiske have for alle byens borgere, store og små, til en eftermiddag fyldt med pandekager over bål, æblemosteri, honningsmagning og sjove aktiviteter for børnefamilier.
Så kom og få et skud grøn magi og nyd en festlig eftermiddag i Skolehaven i Lersøparken, hvor vi til hverdag arbejder helt praktisk med grøn omstilling gennem et fokus på naturforbundethed, håndværk, lokal fødevareproduktion og en bæredygtig fremtid.