Generalforsamling i Haveselskabet Struer Afdeling onsdag den 26. februar 2025
Den årlige generalforsamling på Struer Museum, med et spændende foredrag med Laila Sølager
Onsdag den 26. februar 2025 kl. 19:00 til kl. 22:00
Sted: Struer Museum, Søndergade 23.
Aftenen indledes med et foredrag af havearkitekt Laila Sølager:
Fif og ideer til den lille have – et foredrag om at indrette have på et frimærke
I takt med at haverne bliver mindre og mindre – og tiden til havearbejde synes at gå samme vej – er der brug for gode ideer til havens indretning. Hvordan kan man få en dejlig have ud af de få kvadratmeter, der følger med huset? Hvordan får man lidt privathed i haven, når naboerne er så tæt på? Det og meget andet giver Laila Sølager nogle bud på.
Foredraget handler om hvordan man udnytter den lille haves fortrin og løser dens problemer. Ideerne til den lille have kan dog også bruges i en større have, der ofte er delt op i mindre rum.
– De fleste, der har en lille have, ønsker at den skal se større ud, mener Laila Sølager. Og netop dér kan man bruge forskellige tricks for at få lidt størrelse på haven. Havearkitekten giver forskellige bud og ideer for at løse det problem og viser dem på flotte lysbilleder.
I pausen serveres en let anretning og et glas hvidvin eller rødvin.
Herefter afholdes den årlige generalforsamling i Haveselskabet Struer Afdeling. Dagsorden iflg. vedtægterne.
Aftenen slutter som sædvanlig med en billedkavalkade fra ’Årets gang i Haveselskabet Struer Afdeling’. Anders Gravesen har samlet fotos fra året der gik.
Alle er velkomne.
Gratis entre