Åben have på Thorsøgaard i Errindlev på Lolland
Thorsøgård er en gammel slægtsgård med en spændende og varierende have. Hanne, Kjeld og deres søn Morten står for haven.
Thorsøgården er en gammel slægtsgård, hvis alder er dateret henimod 300 år tilbage i tiden. Der er dog ikke meget tilbage fra den tid, udover fundamentet. Vores familie har været på gården siden starten af 1900-tallet, hvor der blev plantet enkelte træer, som stadig florerer på gården. Førhen var der kun prydhave foran stuehuset, men gennem de seneste 50 år er have/park-rummene udvidet til næsten alle dele af ejendommen (vi kan ikke lade være), - lidt i takt med at flere ældre bygninger er blevet revet ned, og hvis der har været et uudnyttet område. Der er sågar etableret en form for skovhave omkring en relativt nygravet sø i en af foldende, hvor dyrene går (Herreford kvæg). De aktive have-aktører er Hanne (mor) og Morten (søn), hvor Kjeld (far) mere står for græsslåningen.
Beskrivelse af de forskellige haverum:
Prydhave foran stuehuset (mod vest):
En blanding af buske, roser og stedsegrønne planter, som bl.a. omkranser en større terrasse, der efterhånden er fyldt op med krukkeblomster. Derudover er denne have også domineret af forskellige staudebede (både sol og skygge), samt enkelte meget gamle træer.
Lille gårdhave (mod nord):
Forskellige stauder og buske, som primært omkranser en siddeplads, hvor der på den anden side af buskene står et lille drivhus omgivet af stauder og klatreplanter.
Urte- og frugthave (mod syd-vest):
Oprindelig var det udelukkende urtestykke, bærbuske og frugttræer, men med tiden er der sneget sig forskellige andre strukturer ind, bl.a. forskellige stauder/busk-bede, et rhododendron bed, en lille havedam omgivet af diverse planter, en stenhøj og en birkelund.
Trekanten (mod syd på den anden side af vejen):
Et nyetableret område, hvor der bare var højt træs for 4 år siden. Her er der anlagt en lille miniskov (primært med stedsegrønne træer). Derudover er der plantet 2 læbælter (mod øst og vest), som primært indeholder blomstrende buske og stedsegrønne træer. Imellem disse læbælter er plantet flere forskellige frugttræer og blomstrende buske, hvor der også er blevet plads til en hyggelig siddeplads. Herfra er i øvrigt udsigt til Hyllekrog-fjorden.
Parken (mod syd-øst):
Dette område omkranser en sø, hvor der bl.a. vokser åkander. Området er primært domineret af frugttræer og prydtræer.
Gårdhaven:
Den gamle gårdsplads er efterhånden omdannet til en gårdhave med flere siddepladser og diverse græsser, krukke-arrangementer, bede og mindre træer.
Drivhus-haven (mod øst):
Dette område er af nyere dato og omkranser et drivhus/orangeri. Her er plantet flere mindre/større træer, buske og græsser og lavet enkelte staudebede. Her er der også udsigt til havet /ude bag digerne).
Parken i marken:
Dette område er etableret over de seneste 5 år ved en nyere udgravet sø (16 år siden). Her eksisterede nærmest kun brændenælder, tidsler og græs (udover enkelte plantede og selvsåede træer/buske). Med tiden er der blevet ryddet godt op, skabt en masse bede, stier, stensætninger og siddepladser. Området indeholder utrolig mange skygge/skov-planter, men der er også en del stauder, buske og græsser i solsiderne. Området har været i løbende udvikling, men er ved at nå en mere etableret form, hvor planter og buske bare skal finde deres rette størrelse og udtryk.
Dette område kræver i øvrige en rimelig gangfunktion.
__________________
Beregn god tid og ta’ gerne kaffe-kurven med til en pause undervejs i havevandringen.
__________________
Billeder er taget d. 7. juni 2023, da bestyrelsen for Haveselskabet - Lolland Falster afd. var forbi til et vue og en tår kaffe. Det var mega hyggeligt. Fotocredit: Pia Jensen