Åben have på Vaasevej 6 hos Pia og Niels von Gerstenberg Rosted. OBS, samtidig en anden have åben på Møllevej 14, se særskilt på hjemmesiden
Hus og have overtaget i 2019, og udgør i dag 2000 m2. Dyrkningsprincipper i køkkenhave er efter "no-dig"-princip.
Pia og Niels overtog huset og dermed den oprindelige have i 2019 og de fik hurtigt herefter tillagt et lille markareal, så have og køkkenhave nu udgør ca. 2000 m2.
Den oprindelige have bestod kun af masser af græs og få høje træer. Der er siden 2019 plantet mere end 100 træer og buske for at få skabt læ, haverum og "loft" i haven. Haven er nu tæt beplantet og med snoede stier imellem organisk formede blomsterbede. Nogle er bedene er udformet som små bakker for at genbruge jord fra udgravning til brolægning af stier. Stilen i haven er naturlig, alt er skævt, men alligevel med en tydelig struktur.
Køkkenhaven er anlagt helt fra grundet på tidligere mark. Dyrkningsprincippet er "no-dig" med stor vægt på kontinuerlig jordforbedring og tilføres egen kompost samt champost. Opbygning af jorden vægtes højt. Trædestierne i køkkenhaven er med et tykt lag træflis.
I den bagerste del af køkkenhaven er der ved at vokse en lille æblelund op med forskellige æblesorter, hvoraf mange af dem er lokale gamle sorter. Alle æbletræerne er podet på vildstammer, da parret ønsker høje træer, så de får en lille skov af æbletræer - om nogle år.
I den oprindelige have dyrkes på friland – på en ekstra lun og beskyttet plads – mængder af tomater, chili, peberfrugter, auberginer og krydderurter. Der er også blevet plads til mange bærbuske og jordbærsorter. Et lille drivhus er et meget aktivt væksthus, hvor næsten alt til køkkenhaven forspires. I et større drivhus dyrkes, der tomater, agurker og meloner.
Grøntsager dyrkes i drivhus og på friland hele året og høstes heraf løbende – også i vintermånederne. Målet er at være selvforsynende med grøntsager hele året og med bær/frugt i sæsonen.
Regnvand opsamles i 5 stk. 1000 liters vandtanke, hvilet bruges som primær vanding. Alt haveaffald genbruges som kompost, jorddække, kværnes til flis eller lægges i 50 meter langt kvashegn. Afskåret træ stables til brændestabler placeret rundt omkring i haven til dekoration og til glæde for insekter og smådyr.
Billederne er fra 2024, der vil blive lagt nyere billeder op i løbet af 2025 inden åben have.