Holbæk Havefestival 2025 - dag 2
Har du lyst til at åbne din have for andre havefolk - sammen med os? Vi gentager sidste års succes.
Sidste år inviterede bestyrelsen og flere andre havefolk indenfor til en snak om haver og haveglæde. Vores haver var hverken ekstraordinært flotte eller perfekte men udtryk for stor kærlighed til havelivet. Det blev en sjov dag. I alle haver kan man finde inspiration og nye ideer.
Håber du har lyst til at åbne din have sammen med os. Der er ingen særlige krav for at deltage. Du tilmelder din have på afdelingens mail holbaek@haveselskabet.dk. Hvis du overvejer - men er lidt i tvivl - er du velkommen til at kontakte os på samme mailadresse.
Festivalen vil fremstå som ét stort arrangement, og ikke som separate åbne haver på haveselskabets hjemmeside. Der vil være omtale af arrangementet på sociale medier.
Arrangementet opdateres løbende på hjemmesiden med nye haver og med korte beskrivelser af alle de deltagende haver.
Bestyrelsens åbne haver:
- Charlotte Løvholm, Store Grandløse 6, 4300 Holbæk: Gammel have på 750 kvm i landdistrikt. Haven er i forandringsproces og anlægges i cottagestil. Den byder på en nyanlagt køkkenhave, frugtbuske, æbletræer, flere staudebede, en havedam - og flere “vildere” områder.
- Gitte Bruhn, Ægirsvej 5, 4300 Holbæk: Lille rækkehushave med fokus på staudebede. En skøn blanding af rigtig mange almindelige og ualmindelige stauder krydret med små og store vindslebne sten.
- Kirsten Lykke, Roskildevej 13A, 4300 Holbæk: Stor, gammel villahave – vores legeplads. Inspireret af Tivoli og taverna. Mange terrasser omgivet af roser, stauder og buske. Med urtehave i højbede, frugtbuske/træer, drivhus, hønsegård og nu også nytilplantet præriehave i græsplænen. Stort fokus på biodiversitet.
Åbne medlemshaver
Afventer tilmeldinger pt.