3 åbne bestyrelseshaver i Haveselskabet Lolland
3 bestyrelsesmedlemmer i Lolland åbner deres have. Tjek adresser i beskrivelsen af arrangementet (på nettet).
3 bestyrelsesmedlemmer i Haveselskabet Lolland åbner deres have, fordi vi som medlemmer af Haveselskabet gerne vil vise, at haver kan være meget forskellige, og selvom "man er bestyrelsesmedlem" i et Haveselskab, har man ikke nødvendigvis "en park" eller en ukrudsfri have, TVÆRTIMOD. Vores haver i afdelingen er vidt forskellige og gudskelov for det :-)
Kom og få en snak med værterne, og andre, der denne dag besøger en eller flere af haverne i afdelingen, som åbnes i tidsrummet fra kl. 12 - 16.
Et gratis arrangement, fordi vi gerne ønsker at se så mange som muligt, og prisen skal ikke afholde nogen fra at komme :-)
- og bestyrelsen vil så gerne vise, at haver i Haveselskabet Lolland's bestyrelse er "haver på godt og ondt, er på forskellige plejeniveauer, med og uden ukrudt, vildt og mindre vildt og så meget andet...".
Vi håber at se mange besøgende denne dag til en god havesnak om planter, buske og træer, plejeniveau, som skifter afhængig af haveejerens prioritering af tiden til have og andre ting i livet, hvad alder også gør ved det at have have, biodiversitet, og hvad vi ellers synes, vi vil snakke om...
Navne og adresser er som følger:
Birthe Magnusson (og Jan Christensen), Skipperstræde 3, 4941 Bandholm (de første 7 billeder)
Anette Rundstrøm, Udsigtshaven, Reersnæs Strandvej 84, 4941 Bandholm (de næste 14 billeder)
Birgit (og Flemming) Rasmussen, Højrebyvej 7, 4952 Stokkemarke (de næste 9 billeder)
Beskrivelserne af haverne:
* Birthe Magnusson (og Jan Christensen):
Roser, roser og roser er den korte beskrivelse af haven på Skipperstræde i Bandholm.
En ganske lille have på under 600 m2. Græs er der ikke meget af, men som afgrænsning mod
bede fungerer det fint.
Beliggenheden tæt ved Smålandshavet udnyttes optimalt. Hækken langs stien ned til vandet er
skåret ned og en hævet terrasse giver en god udsigtsplatform. Desværre kan Askø færgen ikke
længere følges.
I haven er en myriade af roser, lavendler, stauder, krydderurter, sommerblomster, buske og træer.
Skipperstræde er en lukket vej med kædehuse, adgangen til baghaven går gennem garagen.
Parker venligst i havnen, på Strandparken hvorfra der er en sti til Skipperstræde eller på
Lysmøllegade, hvor der er nogle parkeringspladser lige i nærheden.
* Anette Rundstrøm, Udsigtshaven,
"Udsigtshaven" ligger på en 5000 m2 stor grund og er inddelt i flere rum.
I køkkenhaven er der højbede og et lille drivhus.
Imellem køkkenhaven og det næste haverum er der et langt højbed med iris germanica, der gerne skulle være i blomst, når I kommer på besøg.
Der er også et haverum med orangeri, terrasse med pergola, rosen- og staudebede.
Den gamle del af haven har nogle lange bede med pæoner, roser og dahliaer, et nyanlagt kuglebed, en udsigtshøj, en havedam og en rund terrasse ved det gamle hønsehus.
Måneskinshaven består af otte bede i fortrinsvist hvidt, gråt og sart gult.
Vi begyndte at anlægge haven i 2017 og er slet ikke færdige, så der vil være ufærdige projekter og helt sikkert også en del ukrudt...
* Birgit (og Flemming) Rasmussen
En have til et tidligere landbrug. Er på 2.200 m2.
Der findes træer i haven, der er fra huset blev bygget i 1910, og haven blev anlagt.
I haven er der bede med Dahlia, stauder og roser.
I de 2 drivhuse er der både tomater og over 100 forskellige pelargonier.
BILLEDER: Fotokredit til have-ejerne selv.