Få inspiration til fine oplevelser i vinterens have
Foredrag med landskabsarkitekt Anne Stine Buus om stedsegrønne planter og andet i vinterhaven
Vi har inviteret landskabsarkitekt ved Haveselskabet Anne Stine Buus til at åbne verdenen af stedsegrønne planter samt sjove frøstande og flotte barkfarver, der kan give interesse i haven ved vintertid, for os. Traditionelt har haven sin højtid i sommermånederne, men det er muligt med få greb at skabe oplevelser hele året med velvalgte stauder, buske og træer.
Anne Stine har haft sin egen staudeplanteskole. Hun har stor praktisk erfaring med haver og plantekendskab fra ind- og udland. Anne Stine er særligt interesseret i køkkenhave og dynamisk planteanvendelse af stauder og græsser.