Guldregn
Skab læ ved hushjørnet med en overdådigt blomstrende guldregn.
Når guldregnen, Laburnum, står midt i sin overdådige blomstring, lever den til fulde op til sit navn. Lange, gule klaser af ærteblomster, der svajer graciøst i vinden eller hænger lodrette ned i vindstille vejr. De enkelte klaser kan blive hwlt op til 30-40 cm lange.
Når guldregnen er færdig med at blomstre, udvikles smalle bælge med små sorte, hårde og giftige frø.
Guldregn udvikler sig til en stor, opret busk eller et 4-6 m højt flerstammet træ. Den egner sig godt til opstamning, så der kan vokse noget under den.
Sorten Laburnum x watereri ’Vossii’ er den mest solgte, og den kan anbefales, fordi bælgene kun indeholder enkelte eller slet ingen frø.
Filtrerer vinden
Den høje, slanke vækst gør guldregn velegnet til at plante på hushjørner, gerne sammen med stedsegrønne buske som laurbærkirsebær, buksbom eller taks. Guldregn er også velegnet som overstander for en læmur eller et hegn.
For vi kender det godt: Det suser og trækker næsten altid omkring hushjørnet eller mellem to huse, der ligger tæt på hinanden. Den bedste måde at nedsætte turbulens og træk på, er ved at plante tæt på bygningerne og især på hushjørnerne. Vinden filtreres og dæmpes af planter.
Et tæt hegn eller en mur ville derimod give yderligere turbulens. Er det sidste tilfældet, kan du ”bløde vinden op” med træer, store buske og slyngplanter.
Altid læ på terrassen
Vores guldregn står på husets sydvesthjørne i et bed vest for terrassen. Det betyder, at vi må gå en større bue udenom for at komme rundt om huset. Til gengæld har vi altid læ på terrassen.
Under guldregnen er plantet laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus ’Prufon’, buksbom, Buxus sempervirens ’Arborescens’ og træagtig hortensie, Hydrangea arborescens ’Annabelle’ . I bunden vokser forskellige hosta med hvid- og gulrandede blade.
Det giver en rimelig årstidsvariation, som har sit næste højdepunkt, når hortensiaen står med først limegrønne, senere cremehvide blomsterstande.
Alternativer
Hvis du ikke lige er til guldregn, kan du fx vælge storblomstret syren, sargentsæble, pibeved eller dronningebusk, der alle er store kraftige buske.
De har det tilfælles, at de blomstrer i den tidlige forsommer, kan tåle den tørre jord, der ofte er nær huset, og så kan de forynges ved beskæring, hvis de bliver for store.