Når det i foråret pibler op af jorden med små grønne spirer, kræver det et erfarent øje at se forskel på de stauder, som man gerne vil have, og det ukrudt som er knap så velkomment. Nogle stauder er dog meget nemme at kende, fordi de er nogle særlige kendetegn, og ikke så nemt forveksles med andre. Der er også et par ukrudtsplanter, som er værd at lære at kende, så man kan sætte tidligt ind med bekæmpelse. 

Almindelig røllike, Achillea millefolium. Foto: Haveselskabet

Almindelig røllike, Achillea millefolium. Foto: Haveselskabet

Almindelig røllike, Achillea millefolium. Foto: Pixabay

1. Almindelig røllike

De små nye skud fra almindelig røllike, Achillea millefolium, skyder frem i det tidlige forår. De er nemme at kende. De er lancetformede og to til tre gange snitdelte og kan minde lidt om små børster eller miniature grangrene som vokser i en form for roset. Røllike kan både sprede sig med frø og udløbere, og sidstnævnte er den mest effektive metode, så ofte vil man se de nye skud i nærheden af veletablerede planter.

Almindelig akeleje, Aquilegia millefolium. Foto: Haveselskabet

Akelejer i lyserød og blålilla i selskab med prydløg. Foto: Marian Haugaard Steffensen

2. Akeleje

Akeleje, Aquliegia, har en meget karakteristisk vækst både som udvokset plante og som lille spire. Det er er plante der spreder sig ivrigt med frø, så den kan dukke op mange steder, og i stort antal. Bladene på den nyspirede plante skyder op af jorden. Her er de helt foldet sammen om hinanden og folder sig langsomt ud som en rose. Bladrandene er karakteristisk bølget. Når bladene er foldet helt ud, ser man tydeligt hvordan de er koblet sammen som en trekløver.   

Kronelimurt, Silene coronaria 'Alba'. Foto: Haveselskabet

Kronelimurt, Silene coronaria. Foto: Istock/mtreasure

3. Kronelimurt

Kronelimurt, Silene coronaria, eller haveklinte som den også kaldes, er ligesom akeleje en effektiv frøspreder. Frøene spirer ofte allerede i sensommeren eller efteråret og de små spirer er derfor synlige hele vinteren. Bladene er helt dækket af små hvide hår, som giver dem en grålig farve. Det gør dem meget nemme at adskille fra andre planter.   

Selvsået påskeklokke, Helleborus orientalis. Foto: Haveselskabet

Påskeklokke, Helleborus orientalis. Foto: Haveselskabet

4. Påskeklokke

Påskeklokkerne, Helleborus orientalis, blomstrer, som nogle af de første stauder, i det tidlige forår. De krydser sig gerne med hinanden og resultat bliver frøplanter med de mest fantastiske blomsterfarver og mønstre. Når planterne står i blomst, kan man også se at frøene fra sidste år er begyndt at spire frem. De små spirer har trekoblede blade med en takket bladrand og ofte en rødlig stængel.

Spæde skud af indianermynte, Agastache. Foto: Haveselskabet

Indianermynte, Agastache 'Globetrotter'. Foto: Rikke Thiirmann Thomsen

5. Indianermynte

Indianermynte, Agastache, er også nem at kende når sætter de første skud. I milde vintre kan den være meget tidligt på færde, og fordi det stadig er køligt, får de spæde blade en lilla farve. De unge blade er svagt rynkede og nærmest nyreformede med en bølget bladrand. Når temperaturen stiger, og foråret rigtig bryder løs, ændrer farven sig og bliver grøn.

Selvsået purpurtorskemund, Linaria purpurea, ved siden af en haveiris, Iris germanica. Foto: Haveselskabet

Purpurtorskemund, Linaria purpurea. Foto: Haveselskabet

6. Purpurtorskemund

Har man først fået purpurtorskemund, Linaria purpurea, ind i haven så er den kommet for at blive. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. For det er en robust, tørketålende og længeblomstrende plante. Og finder den vej til steder, hvor den ikke er velkommen, er den nem at luge væk.
Som lille nyspiret planten kan den nemt forveksles med en ukrudtsplante, for den er ganske spinkel. stænglen er ofte rødlig og bladene sidder som en krans omkring den øverste del. 

Valmue spire Foto: Istockphoto/emer1940

Opiumsvalmue, Papaver somniferum.

7. Opiumvalmue

Valmuer er kendt for at sprede mange frø og er let genkendelige når de spirer. Særligt opiumvalmue, Papaver somniferum. Bladene spirer frem i en lille roset og er svagt grålige og føles voksagtige når man mærker på bladene. Bladranden er uregelmæssig takket og kigger man godt efter kan man ane nogle små hår på de unge skud. Valmuer har pælerod, og bryder sig ikke om at blive flyttet rundt, når først de er etableret. Men så længe der er små, kan man nemt grave dem op med en planteske og flytte dem hvis de har sået sig et ubelejligt sted. Vil man forhindre dem i at selvså, må man skære frøkapslen af inden den modner og smider frø. 

Lodden løvefod. Foto: Istockphoto/emer1940

Lodden løvefod, Alchemilla mollis. Foto: Lisbeth Hvid

8. Lodden løvefod

Lodden løvefod, Alchemilla mollis, står i mange danske haver. Det er en god selskabsplante og den er nem og sund, og dækker bunden godt. De selvsår sig også gerne, dog ikke i problematisk omfang. Når frøene kommer op, er de små blade meget nemme at kende. Navnet løvefod kommer af bladenes form. De er håndnervede og har en fint takket bladrand. Når det har regnet, ligger vanddråberne små små lysende perler på bladene.     

Kæmpejernurt, Verbena bonariensis. Foto: Haveselskabet

Kæmpejernurt, Verbena bonariensis. Foto: Haveselskabet

9. Kæmpejernurt

Kæmpejernurt, Verbena bonariensis, dyrkes i mange haver mest som sommerblomst selvom den i milde vintre sagtens kan overleve. For at sikre næste generation, spreder den effektivt sine frø om efteråret og når man lærer dem at kende, er man ikke i tvivl om hvad der er på vej. De små blade er aflangt ægformede, let rynkede og med en takket bladrand. Stænglen kan være mere eller mindre rødlig.