Masser af æbletræer på snorlige rækker og alfabetisk ordnet
Rundvisning og æblesmagning på Pometet i Tåstrup
Et pomet er en samling af frugttræer og -buske, og ordet kommer fra det latinske "pomum", som betyder "frugt på træer”. Historien om frugtsorterne er dybt forankret i vores kulturhistorie, og de fleste af os kan huske en særlig frugtsort, hvis smag, duft eller udseende vækker gode minder.
På Pometet i Tåstrup vokser cirka 750 æblesorter samt et væld af blommer, pærer, brombær og alt muligt andet. Frugtsamlingen stammer tilbage fra 1858 med oprettelsen af Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole. De seneste år er aktiviteterne udvidet til også at omfatte ’Urban farming’ og ’Agroforestry’.
Pometet knytter sig til Københavns Universitets Institut for Plante- og Miljøvidenskab. Dets kerneopgaver er at stå til rådighed for forskning og undervisning ved universitetet samt at værne om frugtsorterne for Nordisk Genbank.
Det er også et ønske at udbrede kendskab og viden om de mange frugtsorter, og om frugtdyrkning helt generelt, til almindelige haveejere og frugtelskere. Men selvom de meget gerne viser rundt og fortæller om det hele, er der begrænset tid…og derfor også for hvor mange de kan slippe ind.
Haveselskabet har heldigvis fået mulighed for at tilbyde en særrundvisning og et kig indenfor i dette frugtparadis. Men der er maximum 35 pladser…. efter først til mølle princippet. Så det er om at slå til.
Rundvisningen inkluderer smagsprøver på forskellige æbler, og Haveselskabet byder på en kop kaffe eller te. Desuden har vi en stak af en helt ny bogudgivelse fra Aarhus Universitetsforlag, ”Æbler i Danmark - sorternes historie og oprindelse”, som kan erhverves til rabatpris på dagen.
Børn er meget velkomne ifølge med voksen.
ARRANGEMENTET ER NU FULDT BOOKET! Du kan skrive dig på ventelisten, så kontakter vi dig hvis der er deltagere som melder afbud.
Find arrangement
Pometet, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Agrovej 1 Tåstrup 2630 - | Åben i Google Maps