Permakulturhaven
Vi får besøg af Karoline Nolsø Aaen fra Permakulturhaven, Friland, Feldballe
Karoline Nolsø Aaen er medforfatter til bøgerne Permakulturhaven og Mad med Flerårige Grøntsager. Karoline er projektleder på et 4-årigt projekt om flerårige grøntsager under Fonden for Økologisk Landbrug. Sammen med sin mand, har Karoline skabt en levende oase omkring deres selvbyggede halmhus med skovhave, gravefri dyrkning, dyrehold og skovlandbrug på 4 ha. Sammen arbejder parret for at skabe mangfoldige og spiselige landskaber, der kan tilgodese mennesker som natur.
Hvad er permakultur?
Permakultur bygger på tre grundlæggende etiske principper: Omsorg for mennesker, omsorg for jorden og returnering af overskud.
Permakultur er et designværktøj, der kan bruges i byggeri, i sociale strukturer og i dyrkning af jorden, hvor fællesnævneren er selvbærende økosystemer, der giver stort udbytte og kun kræver lidt arbejdskraft. Det vil sige, at der fx i jordbrug stort set kun bruges vedvarende ressourcer som sollys, regn og vind samt planter og dyr. Det betyder også, at man så vidt muligt undgår at bruge fossilt brændsel ved ikke at transportere afgrøderne rundt i verden, men i stedet spiser dem selv eller sælger lokalt, samt at lade havefræseren stå og undlade at købe en masse, færdigproduceret havegrej.
Missionen er at høste højest muligt udbytte med mindst muligt energi- og ressourceforbrug.
Permakultur blev udviklet i 1970’erne og kom til Danmark i 1990, hvor en dansk forening blev stiftet. Se mere på https://permakulturhaven.dk