Aftentur
Årets aftentur i år går til haver i Hobroområdet. Vi besøger to smukke haver. Husk kaffe/te og kop – vi leverer kagen.
Den første have vi besøger er ”Brøgger’s have”.
Karen Marie og Gert er plantesamlere. De er ikke specialister i bestemte planter, men de elsker planter. Deres have udvides ved knopskydning, og når de ser en plante, de ikke kan undvære, så bliver den købt!
Ved købet af ejendommen i 1982 var grunden på 2438 m2 og senere blev der tilkøbt 2 tdl. Oprindeligt var der køkkenhave og et lille staudebed. I 2010 blev der plantet frugttræer og buske. Senere etableredes der stier, og i 2018 blev der sat mange forårsløg, blomstrende buske og andre planter. Haven er mest ”pudset” omkring bygningerne og vildere længere væk.
Der er mulighed for plantekøb.
Aftenens anden besøgshave er hos Anne Grethe og Niels Nielsen i Allestrup. Deres have er ikke arkitekttegnet, men har udviklet sig over årene. Der er en del sten i haven, som bliver tydelige, når alt visner ned. For 18 år siden blev der plantet mange forskellige træer. Dræbersneglene invaderede grønthaven for 10 år siden, hvorfor den blev omlagt til et rhododendronbed. Her nydes den medbragte kaffe/te. Bestyrelsen medbringer som vanligt kage. Husk kop!