Gamle danske grøntsagssorter
Leksikon over gamle danske grøntsagssorter – kulturhistorie, beskrivelser, frøavl og føde
Nyt storværk af Svend Erik Nielsen om de danske grøntsagers kulturhistorie
I et 2-binds værk beskrives op mod 400 gamle grøntsagssorter, der har haft afgørende betydning for den danske grøntsagsdyrkning. Ifølge forfatteren er det på tide med en repatriering af sorterne, som kan blive vores livsnerve i en fremtid med klimaforandringer og geopolitiske trusler samt være et godt fundament for en mere plantebaseret kost.
Leksikon over gamle danske grøntsagssorter – kulturhistorie, beskrivelser, frøavl og føde, er et opslagsværk over gamle danske grøntsagsarter. Her skildres grøntsagernes kulturhistorie igennem 22 grøntsagsarter og op mod 400 sorter, som har været de allervigtigste i den danske grøntsagsdyrkning frem mod 1950. Det er blevet til 1176 sider fordelt på 2 bind.
I Leksikonet får læserne et indblik i den centrale rolle, frøavl og grøntsagsdyrkning har haft i Danmark. I perioder har Danmark ligefrem været storeksportør af frø, men i dag avles der ikke længere grøntsagsfrø i Danmark i nævneværdig grad – i stedet er vi afhængige af store internationale koncerner, og ifølge Leksikonets forfatter, Svend Erik Nielsen, er det »en katastrofal udfordring for vores fødevaresikkerhed, at der ikke længere er nogen, der sikrer, at sorter bliver tilpasset til danske dyrkningsforhold.« Svend Erik Nielsen fortsætter: »Vi lever jo i en tid, hvor både klimaforandringer og
geopolitiske kriser truer i horisonten. Jeg har kunnet se, hvad der skete med frøhandel og frøavl under de to verdenskrige i sidste århundrede, og hvor stor en mangel der pludselig blev på frø. Og der kan de gamle sorter faktisk byde ind på en fantastisk måde, fordi de er frøfaste. Det betyder, at dyrkeren selv kan tage frø af dem, hvis man lærer et håndværk omkring det. Og det håndværk bringer jeg i leksikonet.«
Svaret på fremtidens grønne mad
Leksikonet rummer mere end 390 billeder og illustrationer og klæder læserne på til at anvende og dyrke sorterne i nutiden. Samtidig er værket en vigtig replik ind i samtalen om, hvordan vores mad kan blive mere plantebaseret.
»De gamle grøntsagssorter kan give os svaret på fremtidens grønne mad, for det er helt oplagt at bruge dem til at udvikle nye proteinrige fødevarer. Samtidig kan de gamle sorter bidrage med mangfoldighed og smagsrigdom i nutidens dyrkning og madlavning og danne grundlag for forædling af fremtidens sorter. Deres genpuljer udgør en vigtig ressource, fordi sorterne gennem årtier og århundreder har vist sig tilpasningsdygtige i det danske og nordiske klima,« fortæller forfatteren, som drømmer om, at unge jordbrugere vil tage værket til sig, fordi »det vil kunne give dem svar på noget af
det, de brænder for: bæredygtighed, frøavl og det at kunne styre egne frø.
Støttet af Dronning Margrethe
Leksikonet har fået støtte fra flere fonde – blandt andet fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. Dronningen er
da også selv interesseret i havebrug, og hendes forfædre har haft stor indflydelse på den danske grøntsagsdyrkning – ikke
mindst igennem Christian II, der dannede grundlaget for de såkaldte Amagerbønder, da han inviterede hollandske bønder op til Amager og lod dem dyrke jorden der.
Her kan leksikonet købes
Leksikonet kan købes hos Foreningen Frøsamlerne på: https://www.froesamlerne.dk/webshop
Vil du vide mere?
Kontakt venligst forfatter Svend Erik Nielsen: Tlf. 51187842 svenderiknielsen9955@gmail.com