Kør-selv tur til Ilsøegaard grønsagsbrug
Se hvordan udsøgte og smagfulde grønsager dyrkes
Denne aften skal vi se en ganske særlig virksomhed. Turen går til Ilsøegård, der er beliggende i et naturskønt område nær Bylderup Bov. Her driver Claus Ilsøe et økologisk mikrolandbrug med særligt fokus på grønsager og bær. Vi skal opleve en dedikeret planteavler, der har skabt en nicheproduktion med en mangfoldighed af grønsager og bær af høj kvalitet, både traditionelle og unikke eksotiske. Grønsager og bær bliver dyrket i hjemmelavet kompost. De er naturligvis alle sprøjtefri og bliver sået, passet og høstet med håndkraft. Det er også en del af Ilsøes koncept at være selvforsynende med frø og læggemateriale.
Ilsøegård er en velrenommeret leverandør af grønsager til landets gourmetrestauranter.
Vi bliver vist rundt i hele gartneriet af Claus Ilsøe, der vil fortælle om dyrkningen af grønsager og bær og svare på spørgsmål. Her er der mulighed for at se eksotiske rodfrugter, du måske slet ikke kendte, samt hente gode tips og inspiration til den hjemlige køkkenhave.
Tag kaffe/te med, Haveselskabet giver kage. Vil du være sikker på en siddeplads, så tag en klapstol med.
Tilmelding på NemTilmeld linket.