Menu

Vis alle

0 resultater

Havestof

0 resultater

Arrangementer

0 resultater

Shop

0 resultater

Åbne haver

0 resultater

Liste visning

Gitter visning

Du skal indtaste minimum 3 tegn for at se resultater

Her kan du søge i hele vores katalog af artikler, arrangementer, produkter og åbne haver.

Vis flere
Vis flere
Vis flere
Vis flere
Vis flere

Tænk på insekterne, når du gør haven vinterklar

Som haveejer kan du gøre meget for at hjælpe bier, sommerfugle og andre insekter gennem den kolde tid.

Mange haveejere er interesserede i at hjælpe insekter som bier og sommerfugle, der er trængte i den danske natur. Men hvad kan man gøre i egen have for at hjælpe insekterne gennem vinteren? Det handler om at skabe steder, hvor insekterne eller deres æg eller larver kan overvintre, bl.a. i visne plantestængler eller stenbunker.

Lad de visne stauder stå

Bladskærerbierne, maskebierne og murerbierne er små, vilde bier, som lever i vores haver og bruger sommeren på at lægge æg i små rør og hulrum, fx dem vi kender fra insekthotellerne. Om efteråret ligger æg og forpuppede larver godt beskyttet i rørene, hver med en lille madpakke af pollen, og venter på forårets komme. De kan være bambusrør eller hule stængler fra de lidt større stauder, som solhat, vild gulerod, tusindstråle og alle andre lidt hårde visne stængler som er hule. De visne stængler af den ellers invasive og uønskede japanpileurt kan endda her bruges til noget fornuftigt.


Foto: Haveselskabet

Også nogle af sommerfuglene, natsværmerne, bladhvepsene, netvingerne, møllene, billerne og mange andre insekter overvintrer enten som voksen i revner og sprækker eller som æg, larver eller pupper i hule stængler, imellem småsten og under barkflager.

Derfor er det en god ide at lade staudernes frøstande stå og lade de visne blade ligge her om efteråret. Klipper man toppene af og lægger dem på komposten eller endnu værre sender dem til forbrænding, vil mange vilde bier og andre insekters afkom dø i stedet for at komme på vingerne året efter. 


Foto: Alamy Stock Photo/Yon Marsh Natural History

Stængler fra stauder er oftest hule og et godt overvintringssted for insekter. Netop derfor skal du vente med at klippe stauderne ned ,til foråret kommer. Vil du alligevel gerne ordne og klippe, kan du forsøge forsigtigt at lægge de afklippede stængler og blade under buske og træer, hvor de kan ligge tørt og være i fred, og måske vil en del af ynglen overleve.

 

Kartebolle. Foto: Niels Ole Dam
Foto: Niels Ole Dam

Lav en stenbunke, et stengærde eller et kvashegn

Du kan sagtens hjælpe insekterne og samtidig have en smuk have. En bunke strandsten eller et stengærde er et dekorativt indslag i haven og rummer samtidig mange huller og sprækker, hvor bierne kan overvintre. Det samme gør en brændestabel eller en kvasbunke.


Foto: blickwinkel/F. Hecker

Her er en mindre bunke sten lagt for insekternes skyld og endda lige ved stauden hjortetrøst, der er en glimrende insektplante. Stenene skal have en vis størrelse, mindst på størrelse med en knytnæve, men stenbunken kan også laves af endnu større sten.

En stendynge eller en kvasbunke er et godt overvintringssted for havens dyr, og kan samtidig være et dekorativt indslag i haven. - Fotograf: Jesper Carl Corfitzen
Foto: Haveselskabet

Er man så heldig at have et stengærde i haven, har man samtidig et godt insekthotel. Mange insekter vil kunne overvintre i revner og sprækker mellem stenene.

Kvashegn og brændestabler er noget af det bedste, man kan bygge for smådyrene i haven, og efteråret er et godt tidspunkt at gøre det. Der er huller, hulheder og huler, som dyr og insekter kan gemme sig i og sidde beskyttet imod fjender og vinterens kolde blæst. Og det er samtidig en kæmpe madpakke for de dyr, der lever af at nedbryde træ. Det er fx de store sorte biller, træbukkene med deres lange følehorn og tusindben, der har brug for det fugtige døde træ.

En brændestak med direkte jordkontakt giver mange beskyttede skjulesteder for smådyr / Pxhere
Foto: Pixabay

Der, hvor man har brændestabler og kvasdynger, som har direkte jordkontakt, vil der altid være et mylder af dyr. Dyrene er altid en oplevelse for både børn og barnlige sjæle og har selvfølgelig lov at være her, men ud over at hjælpe med at nedbryde træ til muld, er de også føde for andre dyr. Pindsvin, småfugle og ræve kunne ikke overleve i vores haver uden de her små proteinrige dyr. 

Flot kvashegn fra Rungstedlund. Foto Haveselskabet
Foto: Haveselskabet

Så gem grene og kviste fra beskæring af buske og træer og læg dem enten i kvasdynger eller byg mere kontrollerede hegn ved at sætte stolper i jorden to og to. Det er nemt, og man lægger bare grenene imellem stolperne og træder dem godt til. I takt med, at kvaset nedbrydes, lægger man nye grene på. Der kan være utrolig mange grene i et kvashegn, og man slipper for turen til genbrugsstationen. Har man fældet et træ, kan man sortere de tykkeste stammer fra og bygge en brændestabel direkte på jorden. Det er måske lidt ukorrekt at kalde det en "brænde"-stabel, for træet skal jo ikke brændes, men ligge i stablen til gavn for dyrelivet.