Få succes med georginer
Sådan passer du dine georginer eller dahlia, som de også kaldes, så du får størst mulig blomsterglæde i din have.
Georginer - eller dahlia, som de også kaldes, blomstrer lige nu i fuldt flor og farver haven overdådigt med sine skønne og farverige blomster, der fås i et væld af varianter. Blomsterne lyser op både i bede og buketter og med nogle enkle fif, kan du plukke løs lige frem til frost.
Lige nu er der et sandt orgie af blomster i mine bede. Jeg glæder mig hvert år til denne tid, hvor jeg bare kan plukke løs af de rigtblomstrende knoldplanter, der oprindeligt stammer fra Mexicos varmere himmelstrøg, hvor planten blev brugt til foder og stadig vokser vildt.
Siden er georginerne forædlet på kryds og tværs, så der i dag findes tusindvis af sorter i et utal af blomsterformer, farver og størrelser, som stort set kan plantes overalt i krukker, i grupper og som hække under vores koldere himmelstrøg, hvor planten ikke er vinterhårdfør.
Et væld af størrelser og typer
Georginer inddeles i forskellige typer og størrelse. Lige fra de små mini-mini med blomster, der bliver under 5 cm i diameter til gigant-størrelserne, der bliver over 25 cm i diameter.
Georginer inddeles i typer efter formen på blomsten og hvilket væld af typer! Lige fra de små kunstfærdige pompon- og ball-typer til de store, strittende kaktus- og hjortegevirtyper.
Plant dem lunt og solrigt
Georginerne blomstrer typisk fra juli-august til oktober-november. For at sikre en rig og langstrakt blomstring kræver det, at planterne får en god og næringsrig jord, en lun og solrig vokseplads og en rundhåndet forsyning med vand.
Sæt dem tre og tre sammen
Plant gerne i grupper med tre og tre af samme sort, så kan du både holde styr på sorterne og skabe en vis ro i bedet samtidig med at planterne kan støtte hinanden. Her skaber de flotte farveklatter imellem stauder, stedsegrønne og græsser og kraftfulde kontraster til alt havens grønne.
Plantetætheden har også betydning. I mine egne bede planter jeg tæt med 45-50 cm mellem hver knoldplante, vil du have større blomster og har du god plads, kan du med fordel øge planteafstanden til 70-75 cm.
Sådan fremmer man dannelsen af blomster
Georginer er ikke blot skabt til at skabe et overdådigt blomsterflor i haven, men er også en af de bedste planter til afskæring af blomster. Et dusin knolde eller et par rækker i køkkenhaven er ofte nok til at forsyne husets vaser og skabe overskud til en flot værtindebuket eller en smuk hilsen på gravstedet.
Ved løbende at klippe løs af blomsterne til buketter og pudse de afblomstrede blomsterhoveder af, fremmer du dannelsen af nye knopper og blomster. Husk blot først at klippe georginerne af, når blomsterne er sprunget ud, da georginer ikke kan springe ud fra knop, når først de er afskåret fra moderplanten og sættes i vand.
Beskyt blomsterne, og forlæng blomstringen
Inden længe lurer frosten også, og på én nat kan georginernes frodige blomsterflor forvandles til en dynge af brune, sammenfaldne planterester. Hav derfor nogle lette fleecetæpper eller et par lag fiberdug klar, som du overdækker planterne med, når vejrudsigten varsler den første frost. På den måde kan du vinde tid og få flere af de frodig knopper til at udvikle sig til blomster, inden frosten for alvor sætter en stopper for årets georgineflor.
Selve knoldene behøver du først at tage op, når frosten har nedvisnet den overjordiske plante i slutningen af oktober eller starten af november. Og orker du ikke besværet, eller har du ikke mulighed for at opbevare knoldene koldt og frostfrit, så kan du glæde dig til at købe nye knolde i løbet af vinteren eller i det tidlige forår.
Sådan får du flere
Georginer kan både formeres ved at så dem som frø, forspire knoldene eller stiklingeformere planterne. I dag kan de også købes som flotte potteplanter i havecentrene og plantes ud i løbet af sommeren, hvis ikke du nåede at købe knolde og selv drive dem frem ved forspiring, som stadig er den mest udbredte formeringsform.
Ørentvister elsker georginer
Georginer er normalt sunde. De kan dog angribes af bladlus, snegle og især ørentvister, som ynder at gemme sig og guffe løs i de tætte, fugtige blomster.
Ørentvister er i mange sammenhænge et nyttedyr i haven, hvor de blandt andet fortærer bladlus. På nuværende tidspunkt er forekomsten af bladlus imidlertid begrænset, mens årets yngel af ørentvister har vokset sig store og kan derfor gøre indhug i de saftige blomster.
Tegn på ørentvister i dine georginer er flossede kronblade og sorte ekskrementer, som især ses, når blomsterne kommer indendøre i buketter.
Vil du fjerne ørentvisterne, kan du ryst blomsterne forsigtigt med hovedet nedad inden du tager blomsterne ind, så kan du ofte fjerne nogle af de ørentvister, der gemmer sig i georginernes tætte kronblade. Sæt også gerne blomsterbuketten ned i vasken, inden du sætter dem ind på bordet. Så kan du lettere fange de ørentvister, der ofte søger ud af blomsterne, når de kommer ind.
I haven kan sammenkrøllede, letfugtede ’bolde’ af avispapir under planterne tiltrække ørentvister, så du kan samle dem op og putte dem i en tætlukket plastikpose, inden du smider den ud i skraldesækken.