Havebesøg i to spændende haver i Vostrup
Åbne haver hos to naboer i Vostrup, den ene stor med tilhørende skov, den anden en spændende parcelhushave.
Haveselskabet Ringkøbing-Skjern holder åbne haver to steder i Vostrup, nemlig på Vesterbyvej 12 og 14. De to haver er meget forskellige både i størrelse og udformning.
På nr. 14 bor Else Marie og Karsten Kristensen. De har en stor landbohave. I haven er der mange træer og buske, desuden en ret stor sø og et havehus. Alt er meget velholdt og idyllisk. For enden af huset er bygget et stort orangeri, som også bruges som opholdsrum. I forbindelse med haven er der for seks år siden plantet 18 ha skov, som allerede er groet godt op. I skoven er der mange klippede stier, så man kan gå ture. I bunden af haven står der en gammel DSB- vogn, hvoraf halvdelen bruges til haveredskaber. Den anden halvdel råder naboen over.
Så går man igennem en låge ved DSB-vognen ind i nabohaven på nr. 12, som ligger på en 800 m2 stor grund. Her bor Dorte og Daniel Wolff. Deres have er en skovagtig naturhave med mange små rum. Der er et anneks med fyrrum og et lille drivhus lavet af genbrugsmaterialer, desuden en stor træterrasse. Nederst i haven i DSB-vognen laver Dorte keramik, som man er velkommen til at kikke på. Man kan parkere ved Vostrup Forsamlingshus og gå 300 – 500 m gennem Else Marie og Karsten Kristensens skov. Alternativt hvis man er dårligt gående at parkere ved hjemmene.