Aftenturen går til Støvring og Øster Hornum
Årets aftentur går til Støvring og Øster Hornum. Vi besøger to smukke haver. Husk kaffe/te og kop.
Aftenturen bevæger sig i år uden for Mariagerfjord kommune. Første havebesøg er i Støvring hos Marianne og Allan Vest.
Deres have er en parcelhushave fra 1968, der er om- og anlagt i 2019 med mange forskellige planter.
Haven er opdelt i forskellige rum med hegn og pergola De har samlet mange forskellige planter gennem tiden, og de har også taget en del planter med fra en tidligere have. Haven indeholder en del opholds- og siddepladser.
I et hjørne af haven er der en lille planteskole og et drivhus. Senest er forhaven beplantet, og der er bygget et orangeri op ad huset.
Bavnebakken 66 Støvring 9530
Aftenens anden have er i Haven i Sandgraven i Øster Hornum.
Dorthe Jensens have består af staudebede i afstemte farver. I haven bestræber hun sig på at plante, så der er blomster hele sæsonen. Her er mange små træer og i den skyggefulde del af haven, er der plantet bregner og hosta. Der plantes tæt, så ukrudtet har trange kår.
Der er bygget pergola, rosenportaler, lille havehus og en skøn udestue. Her er drivhus med højbede omkring.
Mange af stierne i haven er lagt med pigsten. Der er mange hyggelige siddepladser, fine detaljer, mange loppefund, gode ideer og stor haveglæde.
Haven er en ældre villahave, der har været igennem store forandringer de seneste år.
Sandgraven 2, Øster Hornum
Medbring kaffe/te og kop. Bestyrelsen leverer kage.